Om

Kunsthal 44 Møen er et internationalt udstillingssted, der bygger på et mangeårigt samarbejde mellem Bjørn Nørgaard og Ursula Reuter Christiansen, som begge bor på Møn, afdøde komponist og FLUXUS-kunstner Henning Christiansen samt internationale aktører omkring FLUXUS-bevægelsen med den tyske kurator og kunstsamler René Block i spidsen. Aktørerne startede i 2007 Kunstforeningen 44 Møen, der står bag og driver Kunsthallen. Siden åbningen i 2008 er stedet – et tidligere autoværksted – blevet bygget om og renoveret. I dag fremstår det som en supermoderne kunsthal af international standard med udstillinger af høj kvalitet.