“No Doubt Your Mother Told You The Ceiling Caved In”

En del af Thin Places. 

I No Doubt Your Mother Told You That The Ceiling Caved In præsenterer Sarah Entwistle et skulpturelt ladskab indlejret i et ti-kanals lydlandskab. Værket interagerer med 44Møens halvt-permanente pavillonstruktur som en medaktør i værkets udfoldelse. Lyden er skabt i samarbejde med Farah Hazim og Susanna Gonzo.

Arkitekturen bliver en integreret del af skulpturernes tilblivelse: keramiske elementer og fundne byggeledninger er ophængt fra, støttet af eller spændt mod den strukturelle ramme. Denne gensidige afhængighed udtrykker en stille men vedholdende spænding – en koreografi af vægt, modvægt og støtte, hvor forhandling prioriteres over løsning. Udstillingen foreslår en arbejdsmetode forankret i relationer: med de inviterede kunstnere, pavillonens materiale- og rumlogik og med materialerne selv.

Entwistles skulpturelle sprog er taktilt, responsivt og porøst og modellerer en procesorienteret tilgang, der værdsætter sårbarhed og gensidighed. Udstillingens titel er taget fra breve udvekslet mellem Entwistles oldemor, fotografen Viviane Entwistle, og hendes bedstefar, arkitekten Clive Entwistle. Brevene beskriver hjemmets og kroppens cykliske forfald og reparation – hvor vand siver gennem lofter, efterlader mineralske spor og tærer på visheden.

Entwistles keramiske rørformer – som minder om drænsystemer og biologiske kanaler – er ophængt i industrielle slynger, spændt fast i bygningen eller slumrende på gulvet. De registrerer stoffets bløde træthed: en forhandling mellem spænding og blødhed, form og kollaps. Det kollaborative lydlandskab præsenteres gennem ti eksponerede højttalere og stedets omgivende vejrstemmer og er komponeret og udviklet sammen med Farah Hazim.

Gennem eksperimenter med klarinet (Entwistle) og violin (Gonzo), lyde og stilhed, opstår en form for auto-komposition – en metode, hvor rå, akkumulerede fragmenter får lov til at udvikle en udfoldende struktur. Optagelsesprocessen blev en kropslig handling af lytning og respons, hvor instrumenterne – og tiden selv – er levende samarbejdspartnere med deres egne modstande og teksturer. Højttalerne udsender klarinetdråber med lange pauser imellem. Stilheden er ikke fravær, men venten: kondens, der dannes, et loft, der forbereder sig på at give efter. Kompositionen gentager sig aldrig, men sløjfer ujævnt i et polymetrisk net af samples.

Som om huset ånder ud, fyldes og tømmes rummet. Lydene dukker op som fugtpletter: nogle ubemærkede, nogle spredende sig, nogle forsvindende med solen. Her spejler lydlige og materielle lækager hinanden. Vi hører strukturen forsøge at holde sig selv sammen – og mislykkes, på smukkeste vis.