PS44

“Vections”

  • Hannibal Dahl

 Hannibal Dahl
 Vections

 27. juni – 20. september 2026
 Kurateret af Julia Rodrigues

Jeg træder ind i PS44’s gamle smedje på 44Møen, og noget føles med det samme anderledes. Brostenene får mig til at sænke farten. En flimrende lyd sætter sig i kroppen — rummet ånder, luften fremstår næsten elektrisk ladet.

Vektion som begreb beskriver fornemmelsen af at bevæge sig, uden at nogen faktisk bevægelse finder sted. I nutidens teknologiske samfund er bevægelsens illusion blevet en del af vores daglige erfaring. Vores relation til alt omkring os konstrueres og medieres i stigende grad af teknologiske systemer. Bevægelse løsriver sig fra kroppen og genopstår som en sansning uden forankring i fysisk handling.

Omkring mig ser jeg modulære, industrielle elementer fordelt på gulv og vægge. De bærer det formelle sprog fra transportinfrastruktur. De minder om elementer kendt fra metrostationer og lufthavne: taktile ledelinjer, håndtag i rustfrit stål, ståloverflader. En arkitektur designet til kontrol og effektivitet, til medieringen af kroppens bevægelse — nu løsrevet fra deres oprindelige kontekst og frataget deres funktion.

Lyden skaber en sitren på huden — knitrende, uregelmæssigt, men samtidigt konstant. Jeg fornemmer, hvordan lyden er blevet hevet og trukket i, så den nu nærmest omdannes til en tekstur. Lyden resonerer i min krop. Under dette loft, der bærer århundreder i sine sprækker, holder vektion op med at være et teknisk begreb. Det bliver det præcise ord for denne tilstand. Titlen forklarer ikke udstillingen. Den navngiver en tilstand.

Jeg træder ud. På vejen hjem bemærker jeg, at alle omkring mig er opslugt af deres skærme. Et intimt og konstant forhold til en parallel sfære — hvor det ikke længere er kroppe, der bevæger sig gennem rummet, men rummet og dets digitale forskydninger, der bevæger sig gennem os.