Om 44Møen

44Møen er et internationalt udstillingssted beliggende på øen Møn i det sydlige Danmark. Det blev etableret i 2008 af den tyske kurator og samler René Block i tæt samarbejde med en gruppe venner og kunstnere med stærke forbindelser til øen: Bjørn Nørgaard, Lene Adler Petersen, Ursula Reuter Christiansen og Henning Christiansen.

______________________________________________________

44Møen er et udstillingssted, laboratorium og residency-platform for international samtidskunst på Møn. 44Møen bygger på principper om lokalt engagement, international udveksling og en kærlighed til kunstnerisk eksperimenteren. I mere end 15 år har 44Møens program haft fokus på kunstnerisk kvalitet og på at skabe dialog mellem etablerede kunstnere og nye stemmer. 44Møen udgør et eksperimenterende rum, hvor nye idéer kan blomstre og blive realiseret gennem mangesidede samarbejder. Derudover er 44Møen et dynamisk kultursamlingspunkt for lokalbefolkningen med tilbud som undervisning, artist talks, workshops, koncerter og meget mere for alle aldre.

44Møen blev etableret i 2008 i et nedlagt autoværksted. Det blev grundlagt af den tyske kurator René Block, Ursula Block samt de Møn-baserede kunstnere Bjørn Nørgaard, Henning Christiansen, Lene Adler Petersen og Ursula Reuter Christiansen – der alle har tråde til Fluxus, Eks-skolen, happenings, feminisme, social plasticitet samt koncept- og lydkunst. Kunsthallen etablerede sig hurtigt som en internationalt anerkendt platform for samtidskunst med et ambitiøst program af udstillinger og aktiviteter. René og Ursulas livslange engagement i at støtte kunstscener uden for den europæiske og amerikanske mainstream har sat sit tydelige præg på både 44Møen og den danske kunstscene, særligt gennem ægteparrets arbejde i Beograd, Gwangju, Istanbul, Sydney og Riga. I dag afspejler programmet fortsat sine kunstneriske og kuratoriske rødder i 1960’ernes og 70’ernes eksperimenterende strømninger.

______________________________________________________