Praktik

Deadline for ansøgninger d. 23/4/2025

Praktikanter er og har altid været en stor del af 44Møen, der i grove træk afhænger af de unge kræfter, som kommer til kunsthallen hver sommer for at lære og arbejde. Måske er det dig vi leder efter i 2025?


Vi kan tilbyde en sommer – uden for alfarvej – i et internationalt kunstmiljø, hvor du bliver en del af det daglige arbejde i kunsthallen. Du vil møde og arbejde sammen med kunstnere, kuratorer og kulturarbejdere fra Danmark og udlandet, og derved udvide dit netværk og kendskab til den danske såvel som internationale kunstscene. Du vil bo på kunsthallen i vores nybygget residency-afdeling i et studioværelse med eget badeværelse og fælleskøkken, hvor der er højt til loftet og ro på. Der vil være nogle midler til at dække noget af din forplejning også.

Dine arbejdsopgaver vil primært relatere sig til kunstformidling, daglig drift og ad-hoc. Vi forventer at du sætter dig ind i de aktuelle udstillinger og kunsthallens historie og ophav, så du kan videreformidle det til gæster, især gennem rundvisninger. Du skal hjælpe til når der sker events og generelt bidrage til den gode stemning på kunsthallen under dit ophold. Din arbejdstid vil være ca. 30 timer om ugen onsdag-søndag, og du vil indgå i et fast team og vagtskema.

Vi forestiller os at du er i gang med et relevant studie indenfor kunst- eller kulturhistorie. Som udgangspunkt varer dit ophold én måned, hvor du skal skrive om du foretrækker juni, juli eller august. Dog kan du godt søge om længere ophold. I juni (m. start d. 28/5 eller 2/6) vil en stor del af arbejdet gå på at støtte op om installation af hovedudstillingen, hvor juli og august vil være fokuseret på rundvisninger, events og daglig drift.

Ansøgningen sendes pr e-mail inden 23/4/25 til praktik@44moen.dk. Vi afholder samtaler i uge 18, med endeligt svar d. 2. maj. For yderligere information se vores Instagram, eller udforsk hjemmesiden her, eller skriv til praktik@44moen.dk.